
På de glatte sten i tidevandszonen gror den fantastiske tang-trøffel, som fodrer
vores kulinariske værktøjskasse med intense og ekstraordinære smage. Dens
klare duft- og smagsnuancer er en blanding af den ”rigtige” trøffel, et tvist af
hummer og andre af havets spændende aromaer.
Tang-trøflen, som også kaldes Pepper Dulse, er forholdsvis ny på den gastronomiske scene. Første gang jeg stødte på den var på Island. Her kaldes tangen for ”Þangskegg”, altså ”tangskæg”, og det beskriver ret godt, hvordan tang-trøflen
ser ud, den ligner nemlig et stort skæg.
Ligesom dens tang-brødre er tang-trøflen fyldt med protein, mineraler og vitaminer
i en mængde, som overgår de fleste grøntsager dyrket på landjorden.
INSPIRATION
Jeg bruger den gerne som det salte element i en ret. Den er rigtig lækker smørdampet
på samme måde som små, nye slikasparges, kartofler eller ærter, rå i salater, som garniture i fiskeretter, finthakket i wokretter, risotto eller fiskefrikadeller.
Du kan tørre den i ovnen ved 60 grader i 4-5 timer og blende den til urtesalt. Du kan også pynte dine retter med den som “tørrede grene”. Den fantastiske krydderurt kan opbevares op til 3 uger i køleskab og stadig være flot og saftig.